De indre mødres kamp

For mange kvinder er det en selvfølge at få børn, men jeg tror ikke, at ret mange af os havde den fjerneste anelse om, hvad det indebærer. At få børn har udfordret mig vildt mange gange på min person. Det udvikler mig big time og det synes jeg, er fedt (altså bagefter. Absolut ikke mens det står på!). Det er dog langt fra altid, at jeg ORKER at tage kampen (med mig selv), så når jeg mærker noget bøvl, skubber jeg det til side og lukker ørerne. Problemet er så, at mine indre konflikter ofte viser sig som ydre frustrationer, fordi jeg (ubevidst) siger én ting, men gør noget andet. Og dét fanger mine børn med det samme og så er der kontant afregning i form af konflikter, plageri osv. i den dur. Det er monster opslidende! Så når den samme konflikt dukker op for tusinde gang, kan jeg godt blive fandenivoldsk og så prøver jeg at finde ind til kernen af problemet, for jeg gider simpelthen ikke køre rundt i den samme rille om og om igen. Jeg kan give et eksempel:

Min ene dreng er kørestolsbruger. En gang imellem kan jeg godt få et stik i hjertet, når jeg kigger på ham og tænker:

Hvad nu, hvis han ikke havde et handicap? Hvorfor skal han så meget igennem, alt fra operationer, nederlag, ikke kunne deltage i mange lege med andre børn og konstante påmindelser om, at han ikke er som alle andre? Hvorfor lige ham?”

Det kan stadig godt gøre ondt at se ham kæmpe med hverdagsting, som vi andre kan gøre helt uden at tænke over det, for jeg synes stadig ikke, at det er fair, at han skal have sådan et vilkår at kæmpe med hele sit liv. Som mor vil jeg jo gerne hjælpe ham alt dét, jeg kan, så livet bliver så nemt som muligt for ham. Det er den éne side af mig – “den omsorgsfulde mor-side” – som tænker det. En anden side af mig tænker og handler anderledes. Vi kan kalde hende “den ressource-stærke mor”. Denne side har erkendt, at jeg ikke kan fjerne hans handicap. Det er den side af mig, som af kærlighed stiller krav til ham, fordi han skal lære det samme som andre børn (dog på en anden måde), så han i fremtiden kan blive en selvstændig mand, som kan klarer sig i den store verden.

Min skønne kloge knægt kan lynhurtigt mærke, når jeg ikke ved, hvilket ben jeg skal stå på og så kører han rundt med mig. Han er jo ikke anderledes end så mange andre børn og vil da helst slippe let om ved alt. Så han kan plage, ynke, protestere alt det bedste, han har lært for at få mor til at gøre det for ham. Og jeg hopper i med begge ben og hjælper ham, samtidig med at jeg er sur over at jeg gør det. Jeg vil jo have, at han skal lære det selv, og alligevel løber mit hjerte af med mig.

En klog mand sagde engang til mig: Jo mere du gør for ham, jo mere viser du ham i dine handlinger, at du tror, at han ikke selv kan!

Efter det gik det op for mig, at rigtig meget af min absolut velmenende hjælp blot er med til at gøre ham mere hjælpeløs og uselvstændig, har jeg fået en hel anden ro i maven, når jeg stiller krav til ham. Det gør det meget nemmere for mig at takle hans frustrationer, når der er noget, han ikke kan og “omsorgsfulde-mor” ikke lige springer til og løser det for ham. Handicap eller ej, så er alt begyndelse svær og for ham tager tingene bare længere tid at lære! Bum!

Det kan godt lyde som om, at den “ressourcestærke mor” har overtaget styringen, men det har hun ikke. For min omsorgsfulde side af mig er med hele vejen. Der skal være plads til dem begge. Hun er der til at rumme min søns frustrationer og sorg, når tingene ikke lykkedes eller når det hele virker urimeligt eller hårdt. For selvfølgelig er det hårdt for ham (og mig!) at være i denne situation og det er ok at have det sådan. I min verden er det vigtigt at finde en “magtbalance” imellem disse to mødre og ikke lade én af dem tage styringen og det er min erfaring at både min søn og jeg takler hverdagen bedre, når de indre mødre samarbejder på lige fod med hinanden.

Der var intet, der havde ændret sig i min søns situation. Dét, der ændrede sig, var måden jeg betragter hele situationen på og dét giver mig meget mere overskud til at være den mor, som jeg rigtig gerne vil være.

De bedste hilsener

Sinne

By |2019-01-10T21:01:39+00:0021/05/2015|Tips|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment