Så fat det dog!

Kender du følelsen af skuffelse, når du igen føler dig misforstået? Når familie eller gode venner slynger en – for dig – ubetænksom sætning ud i luften, som bare rammer lige i mellemgulvet?

Sådan havde Helle det, da hun sad på mit kontor. Hun var rasende. Hun var ked af det.

Helle er mor til 3 børn, hvoraf hendes ene søn – Phillip – har et handicap.

I dag er Helle rigtig frustreret over, at hendes svigerinde havde spurgt Helle, om hun ikke var en smule overbeskyttende overfor Phillip. Dén ramte lige i mellemgulvet. Helle havde bidt fra sig med en kommentar om, at svigerinden da slet ikke fattede noget som helst.

Det havde ikke ligefrem efterladt en særlig god stemning.

Vi tog en snak om, hvorfor den gjorde så ondt.

Helle mente familien burde vide bedre. At hun gentagende gange havde fortalt dem om, hvilke behov Phillip havde. At familien var så egoistiske, fordi de ikke viste hensyn. De burde vide bedre.

Men er det virkelig sandt? Er det virkelig sandt at andre burde vide, hvordan vi har det?

Hvis vi tager udgangspunkt i Helles historie, så mener Helle, at hun har fortalt familien, hvilke behov Phillip har og hermed forventer hun, at de ved, hvordan de skal forholde sig til ham. Hendes frustration gik på, at de ikke viste hensyn, selvom de burde. Da jeg spurgte Helle, om hun troede, de gjorde noget i ond mening, svarede hun: ”Nej selvfølgelig ikke. Men hvorfor fatter de ikke, hvad det her handler om?”

Ja, godt spørgsmål! Hvorfor fatter familien det ikke??

Der kan være flere årsager, men lad os tage én af dem her:

Fordi de ikke lever i det hver eneste dag.

De oplever kun øjebliksbilleder af Helles virkelighed, som forældre til et barn med et handicap. Helle holder Phillip hjemme, når hun af erfaring ved, at situationen kan blive for meget for Phillip. Derved oplever familien IKKE Phillip brænde sammen, når tingene bliver for meget for ham. De oplever det i hvert fald ikke så tit som Helle gør. Familien ved heller ikke, hvilken mængde forberedelse, der ligger hos Helle, inden de skal ud af døren. Forberedelse af Phillip, så han er mentalt rustet til dét, der er ham i vente. Inklusiv alle de uforudsigelige ting, der kan ske. Dem skal Helle også prøve at tage højde for.

Nu sidder du måske og tænker: Men Helle har jo sagt det til dem!

Ja, det er muligt Helle har fortalt dem, hvad det handler om, men deres handlinger viser, at de ikke har forstået det. I hvert fald ikke omfanget af det.

Hvis skyld er det så?

Vi behøver ikke gå efter skyld. Lad os gå efter bolden. Hvis Helle har forklaret familien, hvordan det hele hænger sammen og de ikke har forstået det, så må Helle forklare det igen. På en ny måde.

For at lette på Helles frustration fik hun en sætning, hun kunne have med sig, hver gang hun følte sig misforstået:

Dét, jeg kommunikerer, får jeg respons ud fra!

Det vil sige, at det er Helles eget ansvar at formidle sit budskab OG tilpasse det til modtageren. Igen og igen indtil de forstår det. Tænk over, hvad du siger og hvordan du siger det. Og hvis dét heller ikke lykkedes, hvad så??

Hvis du mener, at du har prøvet at forklare alt det bedste, du kan og det stadig ikke lykkedes, så giv slip.

Acceptér, at familien ikke forstår jeres situation. Forhold dig til den virkelighed, du står i! Nemlig at din familie ikke forstår jeres situation og giv slip på ønsket om, at de skal forstå jer.

Når der kommer en mavepumper-sætning flyvende, så husk på at de ikke ved, hvordan din verden ser ud. De taler ud fra deres egen model af verden.

Helle kunne have svaret sin svigerinde på denne måde:

“Jeg kan godt forstå, at det kan se ud som om, at jeg er overbeskyttende. Vores hverdag ser bare meget anderledes ud end jeres og vi må derfor træffe nogle valg, som kan se mærkelige ud for jer. Som andre forældre balancerer jeg hver eneste dag imellem at passe på mit barn men også ruste ham til at møde den store verden med de vilkår, han har med sig.”

Giv slip på skuffelsen og tanken om at de burde… For din egen skyld. På den måde kan du undgå frustrationerne og den dårlige stemning og fokusere på at gøre jeres daglig nemmere, uden at skulle bruge mange kræfter på folk omkring dig.

Pas på dig selv!

Kærligst Sinne

Læs også: De indre mødres kamp
By |2019-05-27T20:29:12+00:0002/12/2015|Tips|0 Comments

Leave A Comment